Chokoladekalendersmagning

Af Mette Eklund samt resten af redaktionen

Julekalender

For alle os der er vokset op med mindst een julekalender at vågne op til hver decembermorgen, kan det måske komme som en overraskelse, at denne geniale opfindelse ikke har eksisteret for altid. Vi skal nemlig ikke længere tilbage end til 1932 for at finde den første danske julekalender, som dog desværre ikke er noget, vi danskere kan tage æren for. I stedet skal vi til vores tyske broderland for at finde opfinderen, Gerhard Lang, der fik den geniale idé at lave en julekalender i starten af det 20. århundrede. Det var ganske vist ikke helt, som vi kender den i dag, med et ark papir med forskellige vers samt et ark papir med billeder, der skulle klistres på det foregående - først senere fandt Gerhard Lang på at klistre de to sammen og lave låger, så julekalenderen tog form, som vi kender den i dag.

Julekalenderen blev hurtig populær i hele Europa, og i 1960'erne begyndte den helt store markedsføring af masseproducerede kalendere. Det var også i, 1960-erne at de første pakkekalendere og chokoladekalendere dukkede op i Danmark og samtidig det årti, hvor Den første "Børnenes julekalender" fra Danmarks Radio, havde Danmarkspremiere (1962).

Da vi i redaktionen mener, at julekalendere også er for voksne - især når den er fyldt med god chokolade - har vi atter snuset på chokolademarkedet for at finde ud af, hvad der findes af chokoladekalendere og udvalgt otte kalendere til prøvesmagning.

Redaktionens hårde bedømmelser sker på baggrund af blindsmagning af to stykker chokolade fra hver julekalender (hvor det var muligt nr. 1 og nr. 24), og derudover bliver vores bedømmelse vurderet ud fra udseende, indhold generelt, pris og helhedsindtryk på en skala fra 0-5 point. Chokoladerne blev "blindtestet", så redaktionen ikke på forhånd vidste, hvorfra og hvilke chokoladestykker, vi skulle smage.

Frederiksberg Chokolade

159 kr. 24 stk. Ene forskellige stykker.

Frederiksberg

Nr. 2 Guldkugle (hasselnød og orangekrokant)
God duft af mørk chokolade. Appelsin-trøffelmasse med lidt knas/nøddestykker. Smagen af sød appelsin passer godt med den bitre mørke chokolade. Mere kompleks og længerevarende smag end visse andre stykker.
Point: 4

N. 3 Champagnetrøffel
Spirituøs aroma og fin hvid chokoladesmag. Fyldet er en dejlig creme - rigtig voksenchokolade. Spiritusen skaber god balance mellem chokolade og fyld.
Point: 4

www.frederiksbergchokolade.dk


Magasin

150 kr. 290 g. 24 stk. Ene forskellige stykker.

Magasin

Nr. 4 Hvid musling (hvid chokolade med nougat)
Der er ingen tvivl om, at der er nougat gemt under den hvide chokolade. Ikke sagen for elskere af mørk chokolade. God nougatsmag og fin hvid chokoladesmag. Temmelig sødt, med en nougatsmag der dominerer. Den hvide chokolade gør mere for udseendet end smagen. Gode ingredienser men vi er ikke overbevist om, at det er en perfekt blanding.
Point: 3

Nr. 1 Mørk chokolade med marcipan og rom.
Marcipan med en form for spiritus, der ikke er voldsomt fremtrædende. Pæn og høflig marcipan. Et gedigent og hæderligt stykke chokolade. Håndværk og udseende flot, men indholdet er lidt for pænt og høfligt - ikke noget man falder ned af stolen af.
Point: 3

www.magasin.dk Magasin

(forsættes på næste side)