Chokoladeselskabets Nyhedsbrev Nr. 75 • 20. august 2009
Af Frank Mandix
Man skal nok være rigtig rigtig glad for chokolade for at tage til Stokholm for at købe chokolade. Alligevel har Pralinhuset meget som taler for sig. Den lave svenske kurs gør det generelt billigt at handle i Sverige - det ved alle. Pralinhuset er den største chokoladebutik i Sveriges hovedstad, og endelig har de en webshop, hvis man ikke er interesseret i at tage helt til Stokholm.
Udvalget af chokolade i Sverige er væsentlig større end i Danmark, selv når det kommer til ganske almindelige supermarkeder som ICA og Coop eller Hemköp. Der kan man som oftest finde en hel reol dedikeret til chokolade, og det er ikke kun Marabou, men f.eks. vores egen Anthon Berg, Lindt m.fl. Prisen på en almindelig plade Marabou på 200 g. er ca. 15 SEK, d.v.s. 10,50 kr. Noget lignende gør sig gældende for de øvrige chokolader, så det er svært at holde sig tilbage.
Ferien var planlagt, så vi kunne besøge Pralinhuset i deres hovedbutik på Drottninggatan, men mens vi var ude at udforske Stokholm, faldt vi over deres anden butik i Gallarian - et storcenter. Midt i gangen rejste sig en bod fyldt med chokolade. Bod er nok en underdrivelse, for der var tale om en hel butik. Bemærk udvalget og det var ikke fordi, Pralinhuset viste samme stykke flere gange som man nogle gange ser.
I butikken opdagede jeg "Veckans pralin", som var et udvalgt stykke chokolade, der var specielt billigt: 5 SEK., tror jeg. Hvert butiksudsalg har deres egen pralin til denne pris. Med tre butikker er det jo en god mulighed for billig og god chokolade for en chokoladeafhængig. I Gallarian var ugens pralin et stykke bananpralin! Stykket var gult. Jeg har hørt om mange forskellige blandinger af frugt og chokolade, men banan - det var svært at forestille sig. Bunden og overtrækket var lavet af hvid chokolade og havde en banangul farve. Jeg antager, det var kunstig farve, for der var ikke så meget banansmag i denne del. Indeni var der en let ganache, så lækker og let at jeg tvivler på, at det var en traditionel ganache. Indholdet var florlet, og man kunne næsten ikke mærke nogen modstand, når man bed gennem stykket. Indholdet havde en tydelig smag af banan, uden det var for kraftigt. En pralin som man godt kunne spise to stykker af.
Efter et par dage i Stokholm var vi klar til at besøge hovedbutikken på Drottninggatan. Vi begav os af sted til fods. Det meste af Drottninggatan er gågade og kan sammenlignes med Strøget, blot er den ligeså lang som Vesterbrogade i København. Da vi nærmede os nummer 88, tænkte vi, at nu kunne der ikke være langt til nr. 112, men foran rejste sig en mindre bakke. Stokholm er fyldt med dem, f.eks. var der fire etagers højdeforskel mellem gaden, hvor vores hotel lå og den næste gade. Trætte ankom vi til butikken, men klar til at tage mod den udfordring det var at vælge (svælge) i det store udvalg af chokolade og praliner.
En chokoladehane fra butikken på Östermalmstorg (den er nu lukket)
Hos Pralinhuset kan man selv vælge hvilke stykker man vil have og betaler efter vægt. Ikke noget der gjorde det nemmere.
Jeg vil gerne fremhæve et stykke med blåbær. Blåbær er jo meget almindelige i Sverige, mens vi ikke ser dem brugt så meget herhjemme. Stykket havde et overtræk lavet af mellemmørk chokolade (55-65 %). Indeni var en ganache med chokolade af nogenlunde samme procent. Blåbær har en kraftig smag, men i modsætning til hindbær, der kan være syrlig, er blåbær bare kraftige i smagen. Chokoladen i ganachen var perfekt, fordi den ikke overdøvede bærrets smag, men blot bar den igennem. Ganachen var forholdvis let med en smule modstand, når man bed i stykket. Det er typisk for Pralinhusets praliner, at overtrækket ikke bruges til at komplementere eller skabe kontrast i smagen. Overtrækket smager næsten ligesom ganachen og fuldender smagsindtrykket. Det var også tilfældet med blåbærstykket, som jeg straks måtte smage igen.
Desværre kan man ikke få hele udvalget med - bemærk sørøverskibet i midten af den øverste hylde
Udover praliner, som klart var deres hovedprodukt, solgte man også almindelige chokoladeplader. Vi så Amedei og Coppeneur, der er forholdsvis almindeligt i gode chokoladebutikker. Coppeneur Hacienda Iara 100 % som er prøvesmagt andetsteds i bladet stammer fra Pralinhuset. Ligesom jeg har prøvesmagt andre Coppeneur i næste artikel.
(Fortsættes på næste side)