Bojesen Råchokolade

Tom Hansen

For det minder os om...

"Hvor små vi er" sang den samlede talentmasse på den danske popscene i en støttesang i forbindelse med tsunamikatastrofen i julen 2004. Denne artikel skal ikke handle om denne dyb tragiske begivenhed, men citatet fra støttesangen kan glimrende (uden sammenligning i øvrigt) beskrive mine følelser efter Chokoladeselskabets generalforsamling 2006.

Jeg har længe gået og brystet mig af at have en veludviklet viden om chokolade. Jeg har studeret chokoladens historie igennem længere tid. Jeg har sat mig grundigt ind i fremstillingsprocesser, og jeg har i forbindelse med mit kemistudium studeret fedtsammensætninger og krystalliseringsformer fra en mere akademisk synsvinkel. Selvfølgelig har jeg også brugt oceaner af tid på de mindre teoretisk prægede discipliner indenfor "chokoladekundskab" - bagning, fyldt chokolade, chokoladedesserter og ikke mindst bare spist en masse chokolade. Alt i alt har jeg gennem årene haft svært ved for alvor at tilbagevise anklagerne, når omgangskredsen har kaldt mig chokoladenørd.

general.jpg

Den 5. september 2006 (datoen for årets generalforsamling) gik det for alvor op for mig, at der er lang vej fra den viden, jeg har tilegnet mig gennem årene til at nå indtil selve chokoladens sjæl. Til at forstå chokoladens væsen til fulde.

"Attentatmanden" på mit chokolademæssige selvværd var ingen andre end Rasmus Bo Bojesen - men han skal være så inderligt tilgivet, for ved samme lejlighed gav han mig og de øvrige tilstedeværende et indblik i, hvordan det er at have nået "Chokoladenirvana". Og tak for det. Det var en oplevelse, der vil blive hængende meget meget længe.

Rasmus Bo Bojesen tog os med på en rejse gennem sit liv med chokolade. Fokus var naturligvis på seneste "kapitel", nemlig tidspunktet hvorpå han fik mulighed for - i samarbejde med TOMS - at sammensætte sin egen chokolade fra grunden. Der var ikke denne gang tale om at sammenstikke en chokolade fra forskellige kakaomasser; nej der var tale om "den ægte vare". Alt kunne påvirkes - selv sammensætning af kakaobønner og ikke mindst hvor meget bønnerne skal ristes og varigheden af concheringen af den næsten færdige chokolade.

Bojesen har dermed fået en mulighed, som kun meget få mennesker får - at skabe sin egen personlige chokolade - man kunne lidt filosofisk sige "skabe en chokolade i sit eget billede". Alle chokolader i øvrigt på det danske marked har et præg af main stream over sig - de skal kunne sælges i kassevis, ja ofte tonsvis. Der findes luxus-udgaver og mindre luxuriøse udgaver med fokus på hver deres publikum og med hver deres pris. Der findes karakterfulde chokolader (oftest blandt de dyrere varianter) og mere klassiske chokolader, men de er alle skabt til et større - til tider internationalt - marked. Bojesens chokolade er skabt til ham selv - til hans egen forretning. Han har dermed kunnet tillade sig at bruge langt mere subjektive kriterier for sine valg end de større producenter. Her er endelig en chokolade, hvor begrebet hjemmelavet er helt på sin plads - selvom den teknisk set er fremstillet på en stor fabrik.

Hvad så med smagen? Tjah, som chokoladenørd bliver jeg nødt til at have en holdning til denne også. Nu var jeg desværre så overvældet af situationen, at jeg ikke var i stand til at lave egentlige smagenoter, så min smagsbeskrivelse bliver desværre mere upræcis, end jeg kunne ønske.

Det der virkelig slog mig var, at Bojesens chokolade på en gang besad en stærk karakter og en næsten ufattelig balance/harmoni. Hvis jeg skal sammenligne med kendte chokolader, må jeg nødvendigvis henvise til Valrhonas Grand Cru og Single Estate chokolader for karakteren, mens harmonien og balancen i mit univers kun kan sammenlignes med chokolader fremstillet af den sjældne Porcelana kakaobønne- chokolader med denne bønne fremstilles f.eks. af franske Valrhona og italienske Doro. Bojesens chokolade fremstår dermed på en gang udfordrende og imødekommende - lidt ligesom en moden Bordeauxvin i den bedre ende.

Alt i alt må jeg konstatere, at Bojesen har gjort det igen. Første gang jeg mødte Bojesens chokolader var det usædvanlige smagstilsætninger han bød på. Jeg husker f.eks. karry-trøffel, trøffel med muskat og ikke mindst min favorit: trøffel med nelilke og kanel (som jeg hurtigt døbte brunkagetrøffel). Nu tager han så igen teten med sin helt egen råchokolade. Prøv den før din nabo - det gjorde jeg!

Bojesens råchokolade i Irma

Bojesens råchokolade bruges nu som hovedingrediens i alle Bojesens fyldte chokolade. I forbindelse med den nye råchokolade er der udviklet en ny række chokolader med nødder og mandler, karamel og fondant samt den klassiske rene chokolade. Disse kan købes indenfor den næste uge i diverse Irmabutikker på Sjælland.


bojesen.jpg