Mette Eklund Andersen
Chokoladedøden, Lis Vibeke Kristensen 199 kr.
Normalt opfatter vi chokolade som en ting, der skal nydes og gerne i selskab med en god ven og evt. te eller kaffe, så måske derfor studser man en ekstra gang, når man støder på den nye roman af Lis Vibeke Kristensen. Godt nok omhandler romanen chokolade og her den særligt gode af slagsen, men hovedpersonens formål med at konsumere den lækre spise er ikke helt, hvad man kan betegne som normalt. Hovedpersonen Dina har nemlig besluttet sig for at ende sit liv, efter hendes succesfulde liv som skuespiller og teaterchef er røget i vasken pga. en gemen hjerneblødning, og metoden for hendes endeligt: Chokolade!
Dina bliver i bogen hjulpet på vej i sin chokoladedød af franskmanden Philippe, der ligeledes har mistet livslysten, og efter de to hovedpersoner mødes i et chatroom affødes ideen om at hjælpe hinanden til at forlade den skånselsløse verden. Der opstår et særligt forhold mellem de to verdenstrætte mennesker, og om det lykkes Dina at begå selvmord med "Death by chocolath" - ja det vil redaktionen selvfølgelig ikke røbe, men blot opfordre folk til at læse den spændende, humoristiske og meget anderledes roman om chokolade.
www.modtryk.dk
Chris Bangert Larsen
Det kan være godt at få ryddet op i sine gemmer før jul. For mig medførte denne opgave dels at en mængde ubrugelige rejsebrochurer endelig blev smidt ud, dels at et postkort fra Toulouse Lautrec museet i Albi i Frankrig atter kom for en dag og fandt en ny plads iblandt mine chokoladekuriosa.
Motion er jo godt, ikke mindst efter julens betydelige indtag af chokolade og andet sødt og fedt. Billedet viser en mulighed. "Chocolat dansant" (den dansende chocolat) er titlen på værket af den geniale Franske maler Toulouse Lautrec. Det blev først offentliggjort i et satirisk blad "Le Rire" og senere overført til et stort lærred (1896).
Det foregår i den dengang berømte/berygtede "Irish and American bar" i Paris, som blev frekventeret af Toulouse Lautrec og andre virkelig seriøse drukmåse. Fra et nærliggende cirkus fik man ofte besøg efter forestillingen af en dengang kendt sort klovn og danser, der havde taget kunstnernavnet "Chocolat", hvilket næppe var gået i vores mere politisk korrekte tidsalder. Men et muntert mødested har det været for mange kunstnere, der blev inspireret til at tegne eller som her at danse et ekstranummer, der er gået over i kunsthistorien.Og i filmhistorien såmænd også. I musical og dansefilmen "An American in Paris" fra 1951 er der en fantastisk afsluttende 17 minutter lang ballet, hvor Gene Kelly bl.a. spiller og danser som "Chocolat".
Og ja, hvorfor så ikke slutte denne lille vignet med at mindes en anden berømt sort og Amerikansk danserinde og sangerinde, der betog pariserne med sin kunst og sin personlighed. Josephine Baker, der netop i år ville være fyldt 100 år.
Jovist, dans er en festlig og sund måde at bevæge sig og motionere på, og dermed har jeg vel også reklameret lidt for næste udgave af nyhedsbrevet i vinteren 2007, der efter den fede jul bl.a. vil omhandle sundhed og chokolade. For der findes særlige sunde chokolader og der findes i øvrigt i al god chokolade mange sunde kemiske stoffer, så nyd roligt julen, blot I også husker at danse et par omgange omkring juletræet.