Chris Bangert Larsen
At jeg i oktober var i Odsherred for at lukke sommerhuset for vinteren kan næppe interessere Chocolatiers læsere, ligesom den efterfølgende færge fra Odden til Ebeltoft næppe vil indskrive sig i de kulinariske annaler på nogen glorværdig måde.
Men vel ankommet til hovedlandet blev det en ganske anden historie. De gamle huse i Ebeltoft og fregatten Jylland bør naturligvis besøges, men det er først herefter, at det bliver rigtigt interessant i chokoladesammenhæng.
Vi havde besluttet at tilbringe aftenen på "Molskroen" i Femmøller nogle kilometer væk, og det fik man ingen grund til at fortryde.
Knap tre uger efter vort besøg blev Molskroen hædret som årets restaurant af guiden "Danmarks bedste spisesteder". Det vidste vi ikke dengang, men tankerne gik unægtelig i den retning, efter vi havde nydt en dejlig jomfruhummerforret, en virkelig enestående hovedret af kalvekødsudskæringer og nu ventede med spænding på desserten.
Mit falkeblik havde allerede tidligere på dagen bemærket at der var tale om en dessert med den lovende titel "CHOKOLADE-CHOKOLADE-CHOKOLADE".
Desserten hørte ganske vidst under en anden menu, og kokken havde udtrykt tvivl om hvorvidt det var en god ide at servere den med den ovennævnte menu, men på indtrængende opfordring lovede han dog at "finde ud af noget".
Grunden til denne tøven blev forståelig, da et større antal små chokoladedesserter landede på vores bord. Kunne vi spise det hele? Jo, det gik lige. Det største problem var nærmere at bestemme den optimale rækkefølge at indtage dem i. Da vi efterfølgende insisterede på at tale med bagmanden for denne herlige oplevelse, kokken Wassim Hallal, kom det frem, at vi endda kun havde fået halvdelen af den store chokoladedessert. Det gjorde nu ikke så meget, vi var ikke påtrængende sultne før langt ud på eftermiddagen den følgende dag.
Denne aften var vi i den syvende chokoladehimmel og kun lige jordbunde nok til at huske at bede om en snak næste formiddag for at samle stof til nyhedsbrevet.
Wassim Hallals signaturret var hele efterårsferien værd: En leg med temperaturer - lun, tempereret og kolde - og med konsistenser - luftigt, cremet og fast. Køkkenteknik i høj klasse (måske kan man lave en af dem hjemme ved sit eget køkkenbord, men næppe dem alle sammen på en gang - Der ér forskel på professionelle og amatører). Først og fremmest en demonstration af chokoladens versatilitet og utrolig mange spændende smagsnuancer.
Et par ønsker trænger sig på: Dels at få Wassim Hallal på besøg til et arrangement med selskabet for at lære mere om disse dejlige sager og dels, selvfølgelig, at besøge stedet endnu en gang og denne gang følge menuforslaget med blot en lille let fiskeret før den helt store dessert.
Fik jeg sagt, at den bestod af hele 12 forskellige tilberedninger. Ønsker man at høre hvad de indeholdt? Jamen, så OK, her kommer de så:
Jeg ønsker læserne rigtig velbekomme!
www.molskroen.dkMolskroen har den 29. oktober i år modtaget prisen som årets restaurant 2006 af Den Danske Spiseguide.