Chokoladeselskabets Nyhedsbrev Nr. 75 • 20. august 2009
Kære medlemmer
Selvom vi stadig kan håbe på nogle varme dage i sensommeren og starten af efteråret, så er den god nok. Varmen er på vej væk - og chokoladen er på vej ind på bordene igen. Jeg håber, I er klar?
For mit eget vedkommende har sommerferien budt på et møde med den nordiske chokoladekultur på godt og ondt. Sommerferien gik i år et par dage til Oslo og derfra videre til et par steder i Sverige. De af jer, der kender til den nordiske chokoladekultur, vil vide, at vi chokolademæssigt har været udsat for et kulturchok af de store på denne tur.
I Oslo stødte vi kun på en enkelt decideret chokoladebutik. Til gengæld lå butikken i den bygning, der også huser "Grand Hotel" - lige overfor Stortinget og ikke langt fra det kongelige slot. Chokoladebutikken var en "concept store" for Freia - det norske chokolademærke, der deler ejere med bl.a. Marabou. Vi snakker om Norges chokolademæssige stolthed, og Marabou Premium og Twist var da også nogle af de produkter, der havde en fremtrædende plads. Det lykkedes os at finde en enkelt kiosk, der have gemt nogle ganske få stykker Valrhona mellem Marabou, Mars og Bounty.
Et godt eksempel på Norges chokoladekultur fandt vi på café "Brenneriet", der er en kæde med eget risteri og caféer rundt omkring i Oslo. På dette sted (med omkring 20 forskellige hjemmeristede kaffevarianter og 5 forskellige typer sukker at søde sin kaffe med), bestilte vi en kop varm chokolade til datteren. Den varme chokolade fremstilles således:
Man tager en kop. Deri hælder man en passende mængde "chokoladesovs" fra plastikflaske (Den type, man kan købe for meget få penge i supermarkedet til at hælde over sin is), hvorpå man tilsætter en passende mængde dampskummet mælk og rører rundt. Datterens umiddelbare reaktion: "Det smager altså mærkeligt". Det skal siges, at kaffen på stedet var rigtig god. Inden jeg tog på ferie, havde jeg en fordom, der gik på, at Norges chokoladekultur var noget nær ikke eksisterende. Ofte må man revidere sine fordomme, når man får indsigt, men i dette tilfælde, blev mine fordomme bekræftet.
Hvad Norge ikke har i chokoladekultur, har Sverige til gengæld i rigt mål. Som herhjemme kan man købe chokolade på alle mulige kvalitetsniveauer - både hvad angår fyldt chokolade og pladechokolade. Vi fik lejlighed til at besøge Naturpralinen i det nordligste Värmland, hvor vi blev modtaget med åbne arme og masser af lækker is og chokolade. Fabrikken og butikken i Sysslebäck er helt klart et besøg værd, og jeg håber med tiden, at flere af jer vil få lejlighed til at stifte bekendtskab Naturpralinen.
For ganske få år siden var fyldt chokolade ikke noget, der for alvor interesserede svenskerne, men som jeg også konstaterede ved mit besøg på chokoladefestivalen i Stockholm sidste år, er Sverige nu helt på højde med Danmark, hvad dette angår. Da udvalget af chokoladeplader så samtidig er markant større end i Danmark, må jeg atter engang konstatere, at vi på chokoladefronten må nøjes med en 2. plads blandt de nordiske lande. Det er mit håb, at Chokoladeselskabet i den kommende sæson - og i mange år fremover - kan komme til at spille en endnu større rolle i udbredelsen af interessen for chokolade i Danmark, end vi gør i dag.
Sæsonens sidste nyhedsbrev er nu klar, og som altid kan du glæde dig over spændende artikler. Blandt andet har Rikke Gryberg og Ronny Aisinger været i Columbia og se på chokoladeproduktion, redaktionen har smagt på 100%-chokolade, vi har kigget nærmere på en fransk chokoladebog, hvad kakaoprocenter betyder eller netop ikke betyder og meget meget mere.
Rigtig god fornøjelse og godt efterår!
Formand Tom Hansen
Breeltedal 18 E
2970 Hørsholm
Tlf. 61 68 29 25
formanden@chokoladeselskabet.dk
Næstformand og eventkoordinator Thomas Schødt
thomas@chokoladeselskabet.dk
Arr-koordinator Heidi Th. Koch
heidi@chokoladeselskabet.dk
Kasserer Rasmus Bugge Jensen
kasserer@chokoladeselskabet.dk
Redaktør
Mette Eklund Andersen
metteeklund@chokoladeselskabet.dk
Øvrige
Peter Olsen
Christina Lysholt
Morten Jessen