Kontakt Chokoladeselskabet Kontakt Chokoladeselskabet
chokoladekugle.jpg
Chokoladesmelter PDF Udskriv Email
Skrevet af Peter Olsen, Bestyrelsesmedlem i Chokoladeselskabet   
Søndag, 11 Oktober 2009 15:34

Så fik jeg endelig taget mig sammen lige før jul (2007). Efter seks år med vandbad som opvarmningskilde ved smeltning og temperering af chokolade, fik jeg købt en decideret chokoladesmelter. En tanke, der havde ligget i mit baghoved og luret et par år. Behovet er opstået i takt med, at ambitionsniveauet er steget. Med ønsket om at fremstille en 5-6 (eller mere) forme fyldte chokolader af gangen, er det nødvendigt at kunne holde chokolade i temperering over en længere periode. Noget jeg fandt vanskeligt med et vandbad.


Valget faldt på en chokoladesmelter fra det belgiske firma Mol d'Art, og den er deres mindste model, med en max kapacitet på 3 kg. chokolade. Smelteren blev bestilt over nettet direkte hos producenten. Der findes ikke nogen dansk forhandler.

chokoladesmelter

Selve smelteren er rund og har en ydre diameter på 28 cm. Den er ganske let og er fremstillet af grå plastik. Der er en udtagelig metalskål med en indre diameter på 22 cm., og et sort plastiklåg til at lægge over chokoladen under opvarmning. De to eneste ting, der pryder apparatet er en ledning til strømmen og en drejeknap til termostaten. Denne går fra 0 til 65 grader. Der er ingen køling indbygget, så chokoladen kan aldrig blive koldere end rumtemperaturen. Den høje temperaturindstilling undrede undertegnede, da ren chokolade ikke må varmes op over 55 grader. En forespørgsel hos producenten, gav mig den oplysning, at det er et spørgsmål om, hvilke termostater de kan få fat i og hvilke tal der står på skiven. Alle termostaterne bliver efterfølgende modificeret, så de ikke kan varme over 50 grader.

Nå, men nu til selve brugen af smelteren. En ting skal lige slås fast. Smelteren kan smelte og holde en given temperatur. Den kan IKKE temperere chokoladen, så denne essentielle del af processen foregår på nøjagtig samme måde som før. Varmelegemerne går automatisk i gang, når der tændes på stikkontakten. Smeltning af 2-3 kg. chokolade tager 1-3 timer alt efter, om man gider at røre en gang imellem.

Det lækre er, at man kan hælde den hakkede chokolade i skålen, tænde på kontakten og skrue op for termostaten. Chokoladen smelter ligeså stille og risikoen for, at chokoladen brænder på er ikke eksisterende. Man kan således roligt forlade huset, tage på arbejde, besøge faster Oda eller såmænd tage på en uges ferie til Mallorca.

Selvom de elektriske varmelegemer reagerer ret hurtigt ved op- og nedjusteringer på termostaten, så er der trods alt en vis forsinkelse i systemet, og det er under alle omstændigheder vigtigt at røre godt i chokoladen imens, for at få fordelt varmen. Opvarmning sker ret hurtigt. Men ved nedkøling kan det derimod være en fordel midlertidigt at tage metalskålen op af smelteren og røre "i det fri" et par minutter. I det vigtige område mellem ca. 26-34 grader passer den opnåede temperatur ganske præcist med indstillingerne på termostaten. Dog skal man, som før nævnt, huske at røre grundigt.

Som med så meget andet, kræver denne smelter lidt tilvænning og træning, inden man bliver helt dus med den.

Til en pris på 290 Euro med forsendelse, er det ikke nogen billig fornøjelse. Smelteren er ikke et absolut must for enhver, der bare ved, hvordan man staver til chokolade. Arbejder man med "små" mængder (under 1kg) er man ligeså godt tjent med vandbadet. Men med større mængder chokolade 2,3, 4....kg og andre situationer, hvor man er nødt til at holde en nærmere fastsat temperatur over en længere periode, er et termostatstyret smelter et klar fordel, og Mol d'Arts smelter er bestemt et seriøst bud. Firmaet fremstiller smeltere med kapaciteter på 3, 6 12 og 24 kg. Udover disse semi-professionelle smeltere fremstiller de også decideret professionelt udstyr til chokoladefremstilling. Maskiner der dog ikke er relevante for hobbychokolade-snedkeren.

melt
Info: Firma: Mol d'art Web: www.moldart.be Version: 3 kg. chokoladesmelter (melting container). Kapacitet: 3 kg. (minimum 1 kg.). Pris: 250 Euro (ca. 1.850 kr.) + ca. 40 Euro (ca. 300 kr.) i forsendelse.
LAST_UPDATED2