Forfatter: Joanne Harris

Samlerens Forlag 2008, originaltitel: The Lollipop Shoes

Vi var jo en del, der i sin tid nød “Chocolat”, både bogen og filmen, men hvad skete der egentlig med vores magiske chocolatier, Vianne Rocher, efter hun forlod landsbyen Lansquenet sammen med sin datter Anouk? Det får vi svar på nu.

Vi genfinder hende og datteren i Paris sammen med den fireårige efternøler Rosette, frugten af hendes forbindelse med flodsigøjneren Roux, som hun dog kun sporadisk har forbindelse med. Nu har hun en lille chokoladebutik (hvad ellers) på Montmartre, Place des Faux-Monnayeurs =falskmønterpladsen (Franskkyndige kan more sig over navnesymbolikken i romanen), men chokolademagien har hun bevidst fravalgt. Hendes grej er pakket i kasser i kælderen, og hun sælger kun færdiglavede industrichokolader. Hun brændte fingrene i Lansquenet og vil nu bare leve et almindeligt gråt og kedeligt liv uden at vække opsigt. Hun er blevet sat og fastboende. Hun er den anonyme Yanne Charbonneau.

Meget til fortrydelse for hendes datter, som går i en normal kommuneskole og mobbes lidt for sin egenart. Til gengæld får hun en lille skolekæreste i Jean-Loup, en fotoentusiast med forkærlighed for kirkegårde.

Vianne har endda fået en ny mere borgerlig kæreste i udlejeren Thierry, en midaldrende forretningsmand, der egentlig ikke bryder sig særlig om hverken varm chokolade eller mørke trøfler (og så ved vi jo nok, hvordan det vil gå med det forhold senere)

Men både Vianne og butikken blomstrer op, da Zozie de l'Alba kommer ind i deres liv og begynder at hjælpe til i butikken.

Først fikses udstillingsvinduet lidt op (bl.a. med en flot rød sko og friske chokolader. Symbolikken er indlysende), så kommer marmorpladen og gryderne op fra kælderen, et enkelt parti trøfler og fyldte chokolader kan vel ikke skade. Selv Anouk/Annie opmuntres til at slå igen på sine plageånder i skolen.

Chocolateriet le Rocher de Montmartre bliver en stor succes med den dygtige Vianne/Yanne i køkkenet og den karismatiske Zozie bag disken som supersælger.

Det er næsten for godt til at være sandt, og det er det også. Hvor Vianne er den gode fe, er Zozie nemlig i virkeligheden den onde heks, der lever af at lyve, svindle og stjæle--identiteter, hemmeligheder, penge, liv. Nu er hun ude efter et værdifuldt bytte. Hvordan vil den kamp komme til at gå mod den endnu intetanende Vianne ?

Denne kamp kender læseren allerede fra begyndelsen, da Joanne benytter en særlig litterær teknik med tre fortællere, der på skift har ordet: Vianne, Zozie og Anouk. Det viser os intrigerne fra tre forskellige synsvinkler, men betyder desværre også at lidt af mystikken og den psykologiske spænding går fløjten. Zozie afslører løbende sine planer for læseren, som måske gerne selv ville have lov til at blive holdt lidt i spænding omkring episodernes betydning.

Til gengæld får vi efterhånden en del oplysninger om Viannes baggrund og liv, før hun kom til Paris, og endda før hun blev Vianne. For hvem er Vianne, og hvor kommer hun egentlig fra: Man vælger selv sin familie, udtaler hun flere gange. Uvidende om at den bemærkning vil komme tilbage og ryste hende.

Et stykke ind i bogen dukker så Roux, Viannes gamle kæreste, op. Vianne har ellers tidligere fået en diamant forlovelsesring af Thierry. Det er jo lidt akavet, men vi har jo også allerede hørt, at hun ikke har den på, fordi den er i vejen, når hun laver chokolade (Tak, fru Harris, den er feset ind).

Intrigen fortættes da en ældre sørgmodig dame gør sin entre. Hende har Zozie også opsnuset og desværre allerede fortalt læseren om.

Disse oplysninger medfører, at bogen føles lidt lang ( 550 sider ), og selvom den er letlæst og velskrevet, kunne den godt være et par hundrede sider kortere og alligevel være spændende.

Personerne kunne også have været lidt mere nuancerede, selvom de omtales som spændende karakterer, ser vi dem ikke altid opføre sig sådan (et velkendt litterært råd er "show, don't tell"). Selv charmerende Vianne forekommer lidt for tungnem, når vi skal vente til side 430 før hun fatter, hvad Zozie har gang i .

Denne erkendelse kommer til gengæld på en - for chokoladefolk - interessant måde. Nogle kan læse i hånden, andre i kaffegrums eller i en krystalkugle, men Vianne har en særlig metode, der involverer en stor gryde med chokolade.

Når chokolade skal tempereres, skal det først varmes op til en bestemt temperatur, dernæst køles lidt ned, før det endelig forsigtigt varmes op til idealpunktet. Under denne proces kan en chokolademagiker med de rigtige evner faktisk se ind i fortiden, og når den rigtige temperatur rammes, kan man opnå et kort, men klart glimt af personens hemmelige og sande natur. Zozie er en heks. Det står nu klart. Banen er kridtet op til den afgørende kamp.

Kampen skal afgøres på selveste juleaften. Alle kommer efterhånden til stede. Vianne, hendes døtre, kæresten, vennerne fra nabolaget, den ældre dame, Roux og senere Thierry. Lykkes Zozies dystre plan?

Det er spændende, men vi har dog stadig tid til at nyde beskrivelsen af en typisk fransk julemiddag med løgsuppe, foie gras, laks og gås, ost, de 13 desserter og juletræstammen ( Voldsomt, men husk at den franske jul først begynder efter midnatsmessen)

Således styrket er vi klar til den heftige finale, hvor alt kommer for dagen, det ene chok efter det andet får forsamlingen, det store drama. Vil magien eller det onde hekseri triumfere.

Nej, det siger jeg ikke, læs bogen.