Bag om økochokolade

Af Peter Olsen
Opfølgning på redaktionens smagning af økochokolader. Vi kigger på, hvor økologisk chokolade kommer fra, hvordan certificering opnås og andet information om økologisk chokolade.

Fra min tidlige periode som chokoholiker, erindrer jeg, at økologisk chokolade ikke var så normalt. Uden at påstå, at jeg specifikt gik på jagt efter sådanne, husker jeg kun en enkelt variant, måske fra Urtekram, og det er vel en 10-11 år siden. Smagen var ikke videre interessant og jeg kan huske den let metalliske eftersmag, som måske var en bivirkning fra pakningen? Der er løbet meget vand i åen siden dengang.... blandt andet har (mørk) chokolade fået en noget mere fremtrædende stilling såvel i medierne som hos forbrugerne, og antallet af økologiske chokolader er steget stærkt, så alle mærker med respekt for sig selv har, i hvert fald, én økologisk variant.

For at tale om økologisk chokolade, kommer man ikke uden om, at kakaobønnerne naturligvis skal være økologiske. Kakaotræet kan kun gro i et smalt bælte omkring ækvator - ca. ± 20 breddegrader. Et område af jordkloden, som ikke ligefrem kan kaldes rigt.

Ifølge Robert Steinberg fra Scharffenberger, kommer ca. 80% af alle bønner fra småbønder. Mange småbønder – især i Sydamerika (kilde: Toms Chokolade) - dyrker jorden som de altid har gjort, og de har i mange tilfælde ikke økonomisk kapacitet til at købe pesticider. Disse forhold gør groft sagt deres produkter økologiske. Problemet er, at de ikke altid har råd til at få papir på, at deres produkt(er) er økologiske. Samtidigt er reglerne for at få lov til at eksportere kakaobønner som økologiske, noget komplicerede, idet det kun er importøren af de økologiske bønner (dvs. producenten af råchokoladen eller en mellemhandler), der kan søge om importtilladelse. En kakaobonde eller et kooperativ, kan, som jeg har forstået det, ikke selv falbyde deres økologiske bønner på en kakaobørs (kilde: Rapport fra ICCO, den internationale kakaoorganisation's rapport om økologisk chokolade; se link sidst i denne artikel).

Skal kakaobønnerne certificeres som økologiske, skal de opfylde nogle kriterier. ICCO beskriver disse kriterier som  følger:

1. Jorden skal som minimum have været uden kontakt med uønskede dyrkningsmetoder og substanser i tre år.
2. Der må efterfølgende kun benyttes godkendte dyrkningsmetoder, godkendt gødning etc.
3. 95% (minus tilsat salt og vand (der må være tale om vand i eventuelt fyld?)) skal være økologisk og komme fra certificerede producenter.

I danmark er der det velkendte "Ø-mærke". Mærket er statsligt, hvorimod det i alle andre EU-lande, er private instanser, der varetager kontrollen (kilde: Økologisk Landsforening, rapport 2007).  

En økologisk certificering følger normalt nedenstående tre trin (kilde: www.icco.org):

1. Indsendelse af ansøgning til relevant lokal myndighed samt betaling af gebyr.
2. Inspektion på produktionsstedet.
3. Udstedelse af certifikat.

De ændrede indtjeningsforhold for bønder, der overgår til økologisk produktion, opremses nedenfor:

Øgede indtægter:

1. Økologiske kakaobønner kan opnå en højere pris på verdensmarkedet

Øgede udgifter:

1. Gebyr til relevant(e) økologikontrolinstans(er). Eventuelle årlige gebyrer eller gebyrer baseret på en procentdel af salget.
2. Øget brug af manuelt arbejde i plantagen.
3. Øgede administrationsomkostninger, idet der løbende skal foretages egenkontrol og føres regnskab.
4. Nedsat udbytte, som følge af stop for brug af sprøjtemidler.

Enten er det svært at få de øgede udgifter til at blive mindre end de øgede indtægter, eller også har hovedparten af kakaobønderne ikke fået en åbenbaring, men den internationale kakaoorganisation ICCO estimerer, at omkring 0,5% af den samlede kakaobønneproduktion er certificeret økologisk, hvilket unægteligt må siges at være en noget skuffende andel.

Efterspørgslen er dog stigende på verdensplan. Det er interessant, at Syd- og Mellemamerika står for 70% af den samlede produktion af økologiske bønner, men kun 13% af den totale produktion. Der er mange småproducenter i denne verdensdel og de har en god mulighed for at opnå særdeles gode priser på deres relativt små partier af kvalitetsbønner, hvorimod storproducenterne på de afrikanske kontinent tilsyneladende ikke har samme muligheder. Dette kan skyldes, at hovedparten af de afrikanske kakaobønner er af typen ”forastero”, der er hårdfør og giver et højt udbytte, men normalt ikke regnes for at give bønner af særlig høj smagsmæssig kvalitet. Noget tyder på, at højt udbytte og  kvalitetsbønner ikke uden videre går hånd i hånd. Der er rapporter om, at en af storproducenterne -  Elfenbenskysten – er ved at overgå til økologisk produktion (kilde: www.icco.org, rapport 2006).

Om det er realistisk, at en væsentligt større andel af kakaobønnerne kan blive økologiske og derved opnå en højere pris, afhænger selvfølgelig helt og holdent af økonomien og for kakaobønderne (som for de fleste andre), er det først og fremmest smør på brødet, der tæller og ikke højtflyvende idealer. Vil vi i vesten betale mere for bønnerne, så er det en mulighed, men hvis ikke, er der ikke forretning i økologien for storproducenterne og så skal vi nok ikke regne med at se de store producenter overgå til økologisk kakaobønneproduktion i større målestok.

Links: www.icco.org