Kakao, potteskår og kemi

Af Chris Bangert Larsen

Selvom man holder meget af chokolade, kan der jo godt indimellem gå flere timer, hvor man ikke lige tænker på produktet. Men underbevistheden på alligevel have registreret noget, da jeg i december gik rundt i MAGASINs aviskiosk og blikket faldt på bladet Archaeology, et iøvrigt ganske sagesløst Amerikansk tidsskrift, der omhandlede arkæologiske udgravninger. Ganske rigtigt: En lille overskrift med titlen “The origins of chocolate” En 6 sider lang rigt illustreret artikel om, hvordan arkæologer og kemikere m.fl. i fællesskab havde rykket grænserne for udbredelsen af kakao både i tid og rum. 

Det begyndte i 1984 i Guatemala, hvor en amerikansk arkæolog i en kongegrav bl.a. fandt en  krukke smukt dekoreret og med gamle Maya-tegn påført. Nogle af disse kunne tydes som ordet 'kakaw', og han fik den idé at skrabe noget af den indvendige mørke substans af og kontaktede derefter the Hershey Company Center for Health and nutrition laboratory i byen Hershey i Pennsylvania. Her var man mest beskæftiget med med fødevaresikkerhed og udvikling, men bød muligheden for alternativt arbejde velkommen.

Hvilket stof kunne overleve i en prøve i århundreder samtidig med, at den var typisk for produktet og rigelig nok til at optræde i målelige kvantiteter i en proces, der lyder navnet 'High performance liquid cromatography'? NEJ, jeg har ingen anelse om, hvad det er, jeg er historiker, ikke kemiker! Jeg kan blot fortælle, at det gav pote, og man kunne rykke anvendelsen af kakao tilbage til 460-480 e, Kr. Opdagelsen blev bekræftet i Belize i midt 90erne, hvor en grav indeholdt 5  bønner. 3 af dem kunne fastslås at være kakaobønner fra 4-5 årh., som denne fornemme person, måske en shaman havde fået med i efterlivet.
 
Hastigt frem til 2001, også i Belize, hvor et stort antal krukker og potteskår blev undersøgt og viste sig at indeholde kemiske rester af kakao i krukker, der kunne føres ikke mindre end 1.000 år længere tilbage. Disse tre krukker var de eneste, man ikke havde nået at vaske og rengøre (og dermed fjerne sporene fra), hvorved man lærte en vigtig lektie: Vask aldrig krukker og køkkentøj. Muligvis får man derved ballade med levnedsmiddelstyrelsen og sure Smileys, men den slags fandtes altså tydeligvis ikke i oldtiden, hvilken vi fra den vinkel kan glæde os over.

I Honduras i 2004 fandt molekylær-arkæologer (ja, det kaldes de) så på at knuse nogle potteskår og analysere dem kemisk: Så nåede vi helt tilbage til 1150 f.Kr. Man regnede det for overordentligt  sandsynligt, at potteskår fra 1.700 f.Kr. også indeholdt theobromin, selvom de var for sjældne til at blive knust og undersøgt. Endelig kunne man ved fund fra Chiapas i Mexico muligvis føre historien tilbage til 1.500 eller muligvis så tidligt som 1.900 F. Kr. fantastisk !
 
Men ikke alene tiden kunne de påvise. Krukkerne og deres indhold kunne også sige meget om datidens samfund. Først blev drikken nydt individualistisk i små beholdere, mens man senere fandt større kar, der blev anvendt i fælleskabets religiøse ceremonier. Man kunne også iagttage en udvikling fra almindelige krukker til aristokratiske rigt dekorerede kander.
 
En pudsig detalje er, at kakaobønnerne, der egentlig ikke smager af noget, oprindeligt blev fermenteret til en alkoholisk drik. Måske er chokoladefremstilling opstået ved en tilfældighed som et biprodukt.
 
Alt dette er jo sket i Mellemamerika, selvom det menes, at kakaotræet oprindelig kommer fra Amazonas og er ført langsomt nordpå. Det sidste nye er så opdagelsen af kakaostof i krukker bebyggelsen Pueblo Bonito i Chaco Canyon i New Mexico i USA, hvortil der så også må have været gamle handels forbindelser.
 
Så meget kan kakaoforskningen altså føre med sig. I sandhed en forunderlig verden!

Læs mere på www.archaeology.org

Efternote:

Artiklen om chokoladearkæologi i decembernummeret  af Archaelogy foranledigede adskilige læserbreve i januarudgaven af bladet, hvor det blev påpeget, at mange af de gamle chokoladedrikke stadig blev serveret forskellige steder i regionen.

I Zapotec distriktet i Mexico serveres således 'Tejate'' en traditionel drik, der laves på en speciel måde, der frembringer der klassiske skum. Der er oven i købet en tejatefest hvert år i San Andres Huyapan, hvis nogen skulle komme på de kanter.

De gamle metoder er også levende i Nicaragua, hvor en drik af fintmalet kakao og fintmalet majs kaldet' Pinole' angiveligt serveres på restauranter over hele landet. Her er skummet vigtigt, fordi majs og kakao ellers lægger sig på bunden. Drikken nydes traditionelt i en Jicaro, der slående ligner de gamle indianske cylindrformede drikkekrus.